Menu

Marstal Sejlklub

Marstal Sejlklub blev stiftet i 1925.

Klubben forsøger at fremme interessen for sejlads og sejlsport. Den har eget klubhus samt bygninger til robåde, optimister og mastehus. Desuden råder klubben over egen kran samt flere følgebåde.

Medlemmerne kan i vintersæsonen leje klubhuset til private fester, imedens det om sommeren normalt er forpagtet ud til en restauratør.
Klubben drives via forskellige udvalg som f. eks tager sig af ungdomsarbejde, roere, klubbens bådeplads og klubhuset. Se udvalgssiderne og kontakt dem, hvis du vil være med eller vil hjælpe til.

De enkelte udvalg arbejder meget selvstændigt og det hele koordineres i bestyrelsen.
Klubben har ca. 400 medlemmer hvoraf en stor del er tursejlere.

Optimistafdelingen har ca. 30 medlemmer som øver sig i ”Det lille hav” mindst en gang om ugen i hele sommerperioden. Om vinteren undervises der i forskellige færdigheder, som er nødvendige for at kunne tumle sin jolle både sikkert og godt.I ungdomsafdelingen sejles der mest i piratjoller hvoraf klubben råder over 4 stk. Roafdelingen dyrker motionsroning og tager også ind imellem på længere ture. For de mange tursejlende medlemmer arrangeres hvert år Pinsetur samt efterårssejlads på Birkholm sammen med øens øvrige sejlforeninger.

Et af klubbens store hit er den årlige Rævejagt, som udføres ved at et antal flasker med numre i kastes ud i farvandet uden for Marstal. Derefter er det bådenes opgave at finde så mange som muligt og med så mange point i som muligt. Dette arrangement trækker som regel ca. 35 både på vandet sidst i september.

De af klubbens sejlere, som har lyst kan desuden hele sommeren deltage i de ugentlige aftenkapsejladser på bredningen. Klubben afholder også hvert år en kapsejlads ”Ærø Rundt”

Ud over de sportslige arrangementer står Marstal Sejlklub for en del festligheder i klubbens klubhus samt hvert andet år en større Sommerfest i februar, hvor medlemmerne kommer iført det fineste sommertøj.

Desuden udlånes klubbens faciliteter til den årlige Harmonikafestival samt den årlige byfest ”Grollefesten”.

Hvis du er interesseret i fritid på vandet, så er Marstal Sejlklub din klub

- Torben Kyhl, Formand